Film kunstprojekter
Den åbne fortælling
Fire ældre værker beskrives kort her, fordi de har haft en særlig betydning for vores filmarbejde og har givet tanker og ideer omkring film, fortælling og interaktivitet videre til andre af vores projekter. Alle 4 værker rummer en grundlæggende tanke om at det interaktive moment handler om at bryde ind og forstyre den klare og lineære fortælling. Værkerne insisterer på at aktivere det fejlslagende og forkerte og bringe alle de uklare lag, der normalt bliver udgrænset, tilbage i fortællingen. Det er formeksperimenter, som ønsker at frisætte fortællingen. Historier er selvfølgelig med til at frisætte vores syn på verden, men de er mindst lige så tit med til at fastholde en forældet verdensorden. Det er spillet mellem de to mekanismer, der interesser os og værkerne balancerer også på kanten mellem tilblivelse og forsvinden af mening.
Switching 2003
Interaktiv spillefilm. Den handler om at gå i ring og om at være fanget i en ond cirkel. Både personerne i filmen og selve brugeren drages ind i gentagelser af tanker og episoder midt i en kærlighedskrise. Fortællingen er opbygget at et narrativt loopsystem uden en klar start og slutning. Filmbrugeren er fanget i narrative loops men springer i rum og tid ved klik i filmen. Således ophæves den linieære tid i fortællingen. Det er mere en tilstand, som bliver ved og ved, men hvor nye ringe skrældes af. Produceret i samarbejde med Det danske Filminstitut. Switching.dk
One Minute Movies – Table tennis tournament for incompatible personalities 2001
Interaktiv film der består af 100 one minute movies. Inkompatible personligheder forsøger at få en bordtennis turnering i gang, men det lykkes aldrig. For at se en film skal brugeren vælge en personlighed repræsenteret ved en farve gul, rød eller blå. Valget bliver så parret med en anden brugers valg og en film vises. Produceret til N2art 2001. Værket kan stadig ses og det er sjovt at se, hvor småt vi måtte arbejde med video den gang. One Minute Movies
Rekyl 1998
Interaktiv filminstallation. Når man taler, kan man ikke lytte! Rekyl handler om de personlige historier, der gemmer sig bag de store fortællinger. Statistisk materiale om danskerne projekteres op, og brydes når brugeren råber i en mikrofon. Personlige historier dukker frem fra statistikken som film. Brugeren oplever at være placeret i et interaktionsdilemma, hvor det er svært at at høre, hvad der bliver sagt fordi man skal holde filmene i gang ved at råbe kontinuerligt i en mikrofon. Oprindeligt produceret i samarbejde med venner (PeterThillemann, Anne Dorthe Frydenlund Christiansen, Theis Barenkopf Dinesen, Morten Schjødt). Udstillet bla. på Electrohype, Malmö 2002 – Beyond the Screen, ISEA Paris
Intruder 1998
Interaktiv film der eksperimenterer med kameravinkler og magtskift mellem karaktererne…En mand med en pistol trænger ind i en lejlighed og hvad sker der så? Der er ingen fotograf, men kameraet bliver i stedet kastet rundt mellem skuespillerne i filmen. Således skifter pistol og kamera flere gange hænder og derved skifter synsvinklen og magten i scenen. Udstillet på The Future is Now, et nordisk arkiv over video og elektroniske medier, Stockholm Art Fair, Louisiana Museum of Modern Art