Brugervenlige tanker
I 1997 udførte vi en brugertest med nogle pensionister, der ikke var vant til at håndterer en computer. Det tog 3 dage for dem at lære at bruge en mus og navigerer med den. Men da de havde fået det lært og samtidigt havde forstået ideen med at afsøge skærmbilledet for hotspots fik vi skudt i skoen at produktet ikke var interaktivt nok. Hvem er brugeren?
I 2009 stod jeg og udspionerede et ældre par håndterer “aktivbilletten” og vælge karakterer på en touchskærm i vores filminstallation “Fabrikken” Brede Værk Nationalmuseet. Efter lidt famleri havde de den og så var de kørende i en interaktiv filminstallation. Hvem er brugeren?
Hvad vil det sige at være digital
Vi arbejder i et medie som hele tiden udvikler sig og hvor brugergrænsefladerne viser nye veje at kommunikere på. Hvor skulle brugeren f.eks vide fra at man med to finger kan skalere et billede op og ned på en multi touchskærm… og hvad kan man samligne det med for at alle forstår? Er det egentlig ikke sådan lidt kedeligt at vores computerskærm bliver samlignet med et skrivebord og vi smider filer ud i skraldespanden, som var det papir. Lad os komme videre. Er det sådan en computer fungerer eller er det bare for at folk skal føle sig hjemme. Hvor bliver skraldet af? Hvad er et digitalt billede? Er der forskel på original og kopi? Computeren og de ny medier fungerer udfra nogle præmisser, som vi skal lære os, lige meget om vi er unge eller gamle. De brugere, der har det sværest, er jo netop dem, der har forudfattede meninger om, hvordan noget fungerer. Er brugergrænsefladen og funktionaliterne ikke som de regner med, så står de af. Man kommer langt, hvis man som bruger er åben og tør afsøge de digitale flader og giver sig tid til at lære og forstå produktet. Omvendt må vi som udviklere altid gå udfra, at brugerne er utålmodige og hurtig er videre, hvis de ikke fanger konceptet med det samme.
Power to the audience
Power to the audience – al magt til brugeren. I 2005 blev vi inviteret til Rotterdam filmfestival med vores interaktive film “Switching”. Betingelsen var, at publikum skulle overtage magten over filmen i biografen. Det skal siges, at hidtil havde jeg som instruktør altid vist en af mine versioner live i biografen. Nu skulle et publikum på omkring 100 mennesker interagerer med filmen sammen. Vi lavede en slags forhandling her og det kom til at fungere sådan: Jeg, som instruktør startede filmen, dernæst rakte jeg fjernbetjeningen og dermed kontrollen over visningen af filmen til den person, der sad på første række. Reglen var så at denne person kontrollerede vores alle sammens oplevelse så længe vedkomne ville og skulle derefter give fjernbetjeningen videre til den næste i rækken. Filmens længde afhang således af den tid det tog for fjernbetjeningen at vandre gennem hænderne på publikum i salen. Da den nåede sidste række, modtog jeg fjernbetjeningen og lavede slutningen på filmen. Det blev en anderledes fortælling end jeg hidtid havde lavet. En fortælling som jeg senere brugte under directors cut versioner på andre festivaller. Men det der skete i biografrummet denne dag var et interessant sammenspil mellem instruktør og publikum. Jeg flyttede deres ide om, hvad en film er og de gav mig tilgengæld en anden måde at stykke filmen sammen på, end jeg hidtil havde gjort. Det lærte os, at man aldrig må glemme den usynlige overenskomst, der er mellem udvikler og bruger som var meget synlig den dag.
Brugerne er vigtige, men ikke som statiske figure proppet ned i segmenter. Vi ser heller brugerne som dynamiske mennekser, som kan ændre adfærd helt efter den situation de befinder sig i, og som sådan kan vi også påvirke og ændre dem. Jeg husker første gang, jeg skulle stikke et kreditkort ind i en maskine. Det var scarry! Nu tænker jeg ikke så meget over det mere. Nu har jeg mere problemer med, at jeg ikke har en tier i lommen, når jeg har brug for en indkøbsvogn i supermarket. Hvem er brugeren?