Hvad er en filmbruger?
Brugeren er en central figur i vores digitaliseret samfund. Det er en rolle, som vi alle er tvunget til at spille i flere og flere situationer, når det handler om adgang og kontrol til diverse tjenester, men det er også en rolle som har potentiel heltestatus, fordi vi som brugere kan påvirke vores verden på en måde, der tidligere kun var muligt for de få. I det følgende kommer syv noter omkring filmbrugeren.
1. Film er noget de fleste har lige ved hånden
Er vi alle en slags filmbrugere i vores daglige omgang med levende billeder? Med det enorme opbud af film og serier, som vi har lige ved hånden og kan se, hvor og hvornår vi har lyst, er vi blevet storforbrugere eller netop brugere på tjenester som Netflix, HBO, YouTube, Vimeo osv. Og det ændrer måske langsomt måden, hvorpå vi ser film. Den enkelte film bliver mindre vigtig i forhold til overblikket over mængden af film og deres grupperinger i genrer, temaer, historier, skuespillere osv og derfor er det mere interessant at finde nye historier, forbindelser og sammenhænge på tværs af det store materiale end bare at nøjes med at se en enkelt film. Levende billeder er samtidgigt blevet så let at optage og dele med andre, at små filmsekvenser begynder, at erstatte de korte tekstbeskeder vi sender i vores daglige digitale kommunikation. Snapchat og Instagram er to gode eksempler. I Snapchat optager og sender man små sekvenser på 15 sekunder lige så nemt, som man skriver en tekstbesked. I Instagram optager man flere sekvenser, der lægger sig efter hinanden på en tidslinie, hvilket gør det muligt at redigere. Vi befinder os altså i denne sammenblanding af genrer, forskellige kvaliteter og formater, mellem egne og andre brugeres optagelser og den kommercielle distribution. Og det er op til os som brugere at navigere i dette felt og finde mening.
2. 100 film på et minut
I forbindelse med Oncotypes første filmprojekt “One Minute Movies – table tennis tournament for incompatible personalities” definerede vi beskueren som en filmbruger. Prøv One minute movies , men husk det er et 15 år gammelt projekt! En morsom lille ting er, at man kan skifte mellem low res og high res, hvilket slet ikke giver mening i dag. Det var tilbage i 2000 og skulle forklare at beskueren nu var en aktiv medspiller i vores film og derfor måtte indoptage brugerens måde at interagere på, en præmis som har været en vigtigt forudsætning for at opleve vores filmprojekter lige siden. One Minute Movies projektet består af omkring 100 små et minuts film. I hver film forsøger ekstreme personligheder at spille bordtennis, men de er så radikaliseret, at de ikke kan få det til at fungere. Filmbrugeren vælger brugerprofil og personlighed og bliver derefter forbundet med en anden brugers valg. Dette udløser en film. Filmprojektet som helhed er en leg med personligheder og brugerprofiler og var, dengang vi lavede det, en kommentar til det at kommunikere online over for oplevelsen af inkompatible tekniske løsninger. Det var mere et billede på digital kommunikation og brugeridentiteter end at det var et reel interaktivt værk. Det handlede om kommunikation, der ikke fungerer. Oncotype har altid interesseret sig for grænsen mellem kommunikationens tilblivelse og dens kollaps, fordi det er i dette øjeblik, at det interessante interaktive moment opstår, der hvor brugeren gør noget, klikker, trykker, swiper eller råber og får feedback. Når det virker opstår der både en sanselig og en bevidsthedsmæssig transformation for brugeren. Når det ikke virker, forhindrer det kommunikationen. Tankerne bag “One Minute Movies” har været en vigtig inspiration til flere af vores filmprojekter. Blandt andet er det korte format på et minut blevet en regel, vi prøver at følge. Det betyder, at vores film ikke er en lineær fast form, men mere er en samling, en database af små film, der så kan knyttes sammen og ses på mange forskellige måder. Filmbrugeren drages således ind i processen at stykke de narrative elementerne sammen.
3. Hvorfor bryder vi den traditionelle fortællestruktur
Hvorfor bryder vi med de traditionelle fortællestrukturer og inviterer brugeren ind i selve processen at stykke fortællingen sammen? I bund og grund fordi form og indhold er to uadskellige størrelser, og vi tror på at det er i dialogen med formen at meningen opstår. Der er intet indhold og mening uden form, men formen tager også kontrollen over det, man vil fortælle. Så ved at sætte formen til forhandling, kommer vores film til at handle om at konstruere mening og betydninger. Man bliver traditionelt set trænet i fortællemodeller, der udtrykker en bestemt holdning til verden. Der skal være en helt, der driver historien fremad, som forfølger et mål, som er svært at opnå. Det er troen på det enkelte menneskes formåen og hele fortællestrukturen er nøje lagt an på, at publikum får en følelsesmæssig oplevelse. Det er en fortælling, der er skåret helt ind til benet, og kun fungerer optimalt, når alle såkaldt “unødvendige informationer” er udgrænset. Hovedpersonen skal have en klar modstander og således konstrueres der i mange tilfælde et steotypt billede af virkeligheden. Den gode mod den onde. Der bliver med denne struktur kontinuerligt produceret den ene historie efter den anden, som holder fast i dette dualistiske billede af verden. Der findes selvfølgelig masser af eksempler på film, der indenfor den klassiske form prøver at gøre op med det, men det er en meget stærk model, som stadig er en vigtig underliggende dynamo i de fleste film. Erfaringen viser, at piller man bare en lille smule ved formen udvander man fortællingen og skruer ned for den følelsesmæssige rusjetur. Det er klassisk Hollywood.
4. Filmsessions – den åbne fortælling
Den klassiske fortællingen bryder sammen, når brugeren inddrages i den narrative proces. Den stramme struktur falder fra hinanden. Historien drives ikke mod den absolute slutning og pointe, men åbner sig hele tiden op med nye betydninger og forskydninger i historien. Det er som sådan ikke en historie mere, det er en tilstand, hvor brugeren springer rundt i tid og rum i flere planer, hvor gentagelser og samtidighed er den underlæggende struktur. Det er et komplekst univers med flere optikker på samme situation. Præmissen er ikke at skulle se det hele første gang, men mere at man vender tilbage gentagende gange for kortere filmsessions. Det betyder også at filmbrugeren indenfor en rimelig åben historieramme kan ændre fortællingens vinkel og handling. Det lyder måske som beskrivelsen på hvordan spil fungere, og det ville også være oplagt at lave en sammenligning her. Men der er en tvist. Vi søger nemlig en form der bryder fiktionen og fortællingens regler. Det drejer sig ikke om at trække brugeren ind i en fiktiv verden, men om at tildele brugeren en rolle i selve konstruktionen af fiktionen. Det er her eventyret begynder.
5. Switching
I samarbejde med Det Danske Filminstitut producerede vi i 2003 den interaktive spillefilm “Switching” . Filmbrugeren forvilder sig her ind i et narrativt loopsystem, hvor historien går i ring. Man oplever de samme scener igen og igen, samtidig med at deres betydning i fortællingen ændrer sig, fordi de sættes i nye sammenhænge. Filmen slutter aldrig. Det er filmbrugeren som vælger, hvornår filmen er slut. Hvis én af hovedpersonerne tager en slurk af sin kaffe og brugeren afslutter filmen her, får dette øjeblik stor effekt for betydningen af den historie filmbrugeren oplever. En filmsession kan være en meget kaotisk oplevelse, men når man sidder og høre musikken samtidig med, at man ser kreditlisten rulle ned ad skærmen, sker der noget magisk. Man stykker alle de løsrevet fortælleelementer sammen til en meningsfuld sammenhæng. Det ligger som en naturlig drift i os.
6. Museet som platform for film
Switchings loopede narrative struktur har vi genbrugt i filmprojektet “Korridorerne” 2006, der er en del af Thorvaldsens Museums digitale tilbygning. Og det giver god mening at benytte sig af en åben narrativ ramme på et museum. Et museum er jo netop vores alle sammens frie rum til at reflekterer over historien, samfundet og kunsten og sætte vores egen tid i perspektiv. Et eksempel på en meget enkel version af denne åbne fortælling, er vores filmprojekt til Danmarks Borgcenter “22 film om magt” fra 2014. Det er i sin simple form 22 korte film, som er knyttet til fysiske steder og genstande på museet. I filmene reflekteres der over magtens forskellige sider og der perspektiveres fra middelalderen og op til vores egen samtid. Efterhånden som brugeren ser flere film på sin vej gennem museet, dannes der et større og mere komplekst billede af magten i middelalderen og i dag.
7. Brugeren i et hyperkompleks samfund
Brugeren er generelt blevet en væsentlig figur i vores samfund og er knyttet til ideer om aktiv deltagelse, selvbetjening og fri deling af informationer. Men bag om brugeridentiteten opererer til gengæld mekanismer, der styrer adgang og tilgængelighed, holder øje med os og kontrollerer os. Som bruger befinder vi os i et dilemma mellem at være aktivt deltagende og så vide at vi samtidig er genstand for overvågning. Vi trækker spor efter os, der udnyttes til at tegne vores brugerprofil. Det paradoksale er, at hvor digital kommunikation netop skulle få informationerne til at flyde lettere, kompliceres kommunikationen betydeligt, når brugeren er indblandet.
Men brugeren repræsenterer også nogle vigtige og nødvendige evner for at kunne navigere i strømmen af information. Det handler om at kunne reagerer og formulerer sig hurtigt, kunne sorterer og udnytte informationer rigtigt og ikke mindst at kunne forholde sig til flere forskellige synsvinkler og synspunkter på samme tid. Lars Qvortrup har i en bog fra 1998 bla. formuleret en tese om “Det Hyperkomplekse samfund”. Meget kort fortalt handler det om, at vi ikke kan overskue samfundet fra et enkelt observationspunkt, men kun kan observerer det fra flere forskellige synsvinkler, som så har hver deres kode at se tingene med. Det er på mange måder denne realitet, som vores film udfordrer brugeren på. Vi vil gerne insistere på at form og fortælling er til forhandling. Det er en tilstand i en verden af mange betydningslag, hvor filmbrugeren selv er en central med- og modspiller.